Solen er så rød, mor
Denne side går på opdagelse i én af den danske sangskats mest skattede godnatsange: “Solen er så rød, mor”. Vi ser nærmere på tilblivelsen, teksten, melodien og ikke mindst på, hvorfor netop denne sang fortsat skaber nærvær ved puttetid i mange danske hjem.
Teksten til: Solen er så rød mor
Solen er så rød, mor
og skoven bli’r så sort.
Nu er solen død, mor
og dagen gåen bort.
Ræven går derude, mor
vi låser vores gang.
Kom, sæt dig ved min pude, mor
og syng en lille sang.
Himlen er så stor, mor
med klare stjerner på.
Hvem monstro der bor, mor
på stjernen i det blå?
Tror du der er drenge, mor
der kigger ned til mig?
Og tror du, de har senge, mor
og sover li’som jeg?
Hvorfor bli’r det nat, mor
og kold og bitter vind?
Hør den lille kat, mor
den mjaver og vil ind!
Mågerne og ternerne
har ingen sted at bo.
Åh hør, nu synger stjernerne,
og de synger mig til ro!
Baggrund
“Solen er så rød, mor” er ikke blot en melodi – den er en del af Danmarks kulturelle arv og binder generationer sammen. Komponisten Carl Nielsen satte musik til Harald Bergstedts digt, og resultatet blev en inderlig vuggevise, der siden udgivelsen er gledet naturligt ind i både skole‐ og familietraditioner.
Sangens indhold og betydning
Vuggevisen udmærker sig gennem sin stille, beroligende melodi og sin poetiske tekst, der følger et barns tanker, mens dagen går på hæld. Mørket sænker sig, stjernerne tændes, og barnets undren spejler sig i versenes enkle billeder. Den stemning af tryghed og refleksion gør sangen tidløs – og forklarer, hvorfor den stadig synges ved sengekanten i danske familier i dag.