Der var engang en dreng ved navn Alfred, som boede i en lille landsby, hvor dagene flød forbi som bløde skyer på himlen. Alfred var en ganske almindelig dreng med en usædvanlig kærlighed til pandekager. Han kunne spise dem morgen, middag og aften – med sirup, syltetøj eller chokolade. Faktisk drømte han tit om pandekager, der dansede rundt i luften som sommerfugle.
En aften, da månen hang som et sølvfad på himlen, og stjernerne blinkede som tusind små eventyrlys, lå Alfred og vred sig i sengen. Han kunne ikke sove, fordi hans mave rumlede efter pandekager. Han sukkede dybt og tænkte: “Bare én lille pandekage… måske to… eller fem.”
Og netop som han lukkede øjnene og prøvede at glemme sin sult, skete der noget magisk. Værelset begyndte at dufte af friskbagte pandekager. Alfred satte sig op og gnubbede øjnene. Til sin store overraskelse så han, at en kæmpestor pandekage – ja, vi taler om en pandekage på størrelse med et tæppe – svævede midt i rummet!
Pandekagen smilede, hvis pandekager altså kan smile, og sagde med en stemme blød som smør: “Hop op, Alfred! Vi har et pandekageeventyr, der venter!”
Alfred tøvede ikke et sekund. Han sprang op på pandekagen, der føltes som den blødeste madras. Og vupti – af sted fløj de ud gennem vinduet som en stjernebestrøet drøm. Natten var lun og fyldt med en duft af smeltet smør og sukker, og Alfred følte, at han svævede gennem ren lykke.
De fløj over skove af ahornsirupstræer, forbi floder af flydende chokolade og hen over bjerge af flødeskum, der glitrede i måneskinnet som snekrystaller. Det var som at være i et fantasiland, hvor alle børns vildeste drømme blev til virkelighed. Pandekagen vendte sig og blinkede til Alfred: “Har du nogensinde drømt om en pandekagefest, hvor man aldrig bliver mæt?”
Alfred lo så højt, at stjernerne rystede. “Ja! Jeg drømmer om det hver dag!” råbte han. “Men hvordan…?”
Før han kunne sige mere, landede pandekagen på en lysning midt i et kæmpemæssigt pandekagepalads lavet af dej og pyntet med glasur. Karamelstrømme løb ned ad tårnene, og små vaffeldøre svingede op med et “plop”. Ud stormede små, dansende pandekager med flødeskumsparykker, drys af jordbærstøv og små sirupsflasker som trompeter. De spillede en fanfare, der lød som en blanding af søndag morgen og jul.
“Velkommen til Pandekageriget!” råbte pandekagerne i kor og kastede konfetti lavet af blåbær og nøddeknas.
Alfred var målløs. Han løb rundt og klappede i hænderne. Han smagte på alt, han kunne nå – pandekageslush-ice, pandekagesmoothies og endda en pandekagebåd fyldt med vaniljecreme. Tiden gik, og Alfred kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været så lykkelig.
Men så lød en sagte, sukkersød stemme: “Alfred… Alfred… Det er tid til at vågne.”
Alfred blinkede forvirret og mærkede sin dyne om sig. Han lå igen i sin seng. Solen kastede sine varme stråler ind gennem vinduet, og fuglene kvidrede. Det hele havde været en drøm! Eller…?
For på natbordet lå en lille sirupsflaske og glitrede i morgenlyset. Alfred smilede bredt og hviskede: “Næste gang, så tager jeg endnu flere pandekager med hjem.”
Og sådan gik det til, at Alfred hver eneste nat glædede sig til søvnen – for hvem ved? Måske fløj den magiske pandekage forbi igen.
Godnat og sov sødt – og drøm sødt om pandekager!
