Emilie boede i en stille gade, hvor regnbuer kun sjældent viste sig – og kun efter det mest præcise regnvejr.
Men en aften, da himlen var lilla og luften duftede af varm asfalt, skete der noget mærkeligt.
Et svagt lys skinnede under hendes skabslåge. Da hun åbnede den, fandt hun ikke sokker og gamle tegninger, men en smal trappe nedad – og ved enden: Regnbuebutikken.
En klokke ringede forsigtigt, og ud trådte en høj kvinde med hår i alle farver og briller lavet af regndråber.
”Velkommen, Emilie,” sagde hun. ”Vi sælger farver her. Ikke maling – ægte farver. Til drømme, minder og alt det, folk har glemt.”
Hylderne bugnede af små flasker med mærkater som:
– “Modig grøn”
– “Første kærlighedslyserød”
– “Grin så man græder-gul”
”Du må vælge én farve i nat,” sagde kvinden.
Emilie tænkte længe. Hun ville ikke bare vælge sin yndlingsfarve. Til sidst pegede hun på en lille, næsten gennemsigtig flaske med etiketten:
“Savnet blå – bruges til at huske det, man næsten havde glemt.”
Kvinden smilede. ”Klogt valg.”
Emilie drak en dråbe – og straks huskede hun noget, hun ikke vidste, hun savnede: lyden af hendes oldemors latter, en regnvejrsdag i haven, duften af gamle bøger.
Da hun vågnede næste morgen, lå flasken på natbordet – tom, men varm.
Og i horisonten lå en regnbue, selvom solen skinnede uden en sky i sigte.
