Dybt inde i den gamle skov boede en lille egernunge ved navn Alfred. Han var ikke som de andre egern, der elskede at samle nødder og lege i trækronerne. Nej, Alfred elskede lyde – suset fra vinden, bækken der klukkede, og fuglene, der sang fra morgen til aften.
Men en dag, da han løb gennem skoven, hørte han en lyd, han aldrig havde hørt før. En svag, melodisk summen, som kom fra jorden. Alfred stoppede op og spidsede ørerne. Lyden kom fra en lille rund sten, der lå midt på stien.
Forsigtigt rørte han stenen med sin pote, og lyden blev højere – det lød næsten som en sang!
“En syngende sten?” mumlede Alfred forundret.
Han tog stenen med sig op i sit træ og lyttede hele aftenen. Den sang, når vinden blæste, og summede, når regnen faldt. Alfred havde aldrig hørt noget så smukt.
Den næste dag viste han stenen til sine venner. De lo og rystede på hovederne.
“Det er bare en almindelig sten,” sagde de.
Men Alfred vidste bedre. Han vidste, at ikke alle kunne høre musikken, og at nogle ting kun kan forstås af dem, der virkelig lytter.
Fra den dag af havde Alfred altid sin sten med sig – en lille hemmelig melodi, som kun han kendte.
