Langt inde i skoven, bag en sø og en lavendelmark, boede bjørnen Bodil. Hun var rund og blød og elskede at bage. Ingen kunne røre ved hendes honningkager, som duftede så godt, at selv bierne blev forvirrede.
Men Bodil havde én regel:
“Min kage er MIN kage.”
Hver gang hun bagte, gemte hun den under sit tæppe, slukkede lyset og spiste den i stilhed. Hun slikkede honningglaseret af poterne og smaskede lykkeligt. Men bagefter… blev det lidt stille.
En dag kom pindsvinet Preben forbi.
“Jeg kan dufte noget helt fantastisk,” sagde han og snusede.
Bodil svarede ikke. Hun sad med honning på næsen og kagekrummer i skægget.
“Det lyder som du har bagt,” sagde Preben blidt.
Bodil trak tæppet tættere om sig. “Måske lidt,” mumlede hun.
Preben smilede og gik videre. Men da han var væk, smagte kagen ikke helt så sød som før.
Dagen efter kom haren Helle hoppende. “Er det i dag, du bager din berømte kage?”
Bodil nikkede langsomt. “Men jeg… plejer at spise den selv.”
Helle satte sig ned og tog en lille gulerod op af tasken. “Jeg deler altid min yndlingsgulerod. Det smager faktisk bedre, når nogen smasker med.”
Bodil så på sin kage. Den duftede, som den altid gjorde – men denne gang spredte duften sig helt ud til træerne.
Da hun næste gang tog sin kage ud af ovnen, dækkede hun ikke over den. I stedet satte hun den midt i græsset – og lod duften kalde.
Og snart kom der venner.
Pindsvinet. Haren. Egernet. En fugl. En frø.
De sad i en rundkreds og spiste. Kagen forsvandt hurtigt. Men bagefter blev der sunget. Fortalt historier. Delt nødder og latter.
Da Bodil lagde sig til at sove den aften, var hendes mave ikke lige så fuld som før. Men hendes hjerte var dobbelt så varmt.
Og sådan blev det hver gang hun bagte. Kagen var stadig fantastisk – men nu var det selskabet, der gjorde den magisk.
