Dybt inde i den store skov boede en lille bjørn ved navn Balder. Han var en nysgerrig bjørn, der elskede at lege og udforske skoven. Men denne vinter var noget helt særligt – Balder havde så travlt med at lege, at han helt glemte at gå i hi!
Alle de andre bjørne havde for længst lagt sig til at sove i deres varme huler, mens sneen dalede blidt over skoven. Men Balder blev ved med at tumle rundt i sneen, lave engle med sine store poter og rulle ned ad bakkerne.
En dag mødte han den kloge ugle Ulla, som sad på en gren og rystede på hovedet.
“Balder, hvorfor sover du ikke ligesom de andre bjørne?” spurgte hun.
Balder trak på skuldrene. “Fordi sneen er så sjov! Hvorfor skulle jeg sove, når jeg kan lege?”
Ulla lo blidt. “Fordi bjørne har brug for deres vintersøvn, ellers bliver de meget, meget trætte.”
Balder grinede. “Jeg er ikke spor træt!”
Men senere på dagen begyndte Balder at gabe. Hans ben blev tunge, og han følte sig pludselig meget, meget søvnig. Han prøvede at lege videre, men til sidst kunne han ikke holde øjnene åbne længere.
Med langsomme skridt fandt han sin hule, krøb sammen i det bløde halm og sukkede tilfreds. “Måske har Ulla ret,” mumlede han søvnigt.
Og før han vidste af det, sov Balder trygt, mens sneen lagde sig som en blød dyne over skoven.
Godnat, Balder. Godnat, lille ven.
