Dybt inde i skoven, hvor træerne stod tæt, og bækkene klukkede hemmelighedsfuldt, boede en lille bjørn ved navn Brumba. Han var en nysgerrig bjørn, der elskede at udforske skoven og finde små skatte – en sjov sten, et rødmosset æble eller en fjer, der var fløjet ned fra himlen.
En dag, mens Brumba gravede i jorden for at finde nødder, stødte hans pote på noget hårdt. Han børstede jorden væk og gispede – det var en lille trædør, skjult mellem rødderne af et gammelt egetræ!
”En dør midt i skoven?” brummede han og bankede forsigtigt på.
Døren knirkede og gled op af sig selv. Bag den var der en tunnel, der duftede af honning og blomster. Brumba tøvede et øjeblik, men hans nysgerrighed vandt, og han trådte ind.
Lyset var blødt og gyldent, og da han kom længere ind, åbnede tunnelen sig til en hemmelig have fyldt med glødende svampe og dansende ildfluer. Midt i det hele sad en gammel ugle på en sten.
”Velkommen, lille bjørn,” sagde uglen og smilede venligt. ”Ikke mange finder denne dør.”
”Hvad er dette for et sted?” spurgte Brumba forbløffet.
”Det er Haven for Drømmere,” svarede uglen. ”Den findes kun for dem, der tror på eventyr.”
Brumba lo og snurrede rundt i haven. Han følte sig let som en sky, som om han var trådt ind i en drøm. Han vidste, at han ville vende tilbage igen og igen.
Den nat faldt Brumba i søvn med et smil, for nu vidste han, at magiske steder fandtes – man skulle bare lede de rigtige steder.
