Der var engang en hund ved navn Buller. Buller var ikke som andre hunde – han havde nemlig en helt særlig evne: Han kunne prutte på kommando! Og ikke nok med det, hans prutter lød som trompetfanfarer og duftede af popcorn. Børnene i byen elskede Buller og hans prutteshow. Hver søndag holdt han “Pruttekoncerter” på byens torv, og folk kom fra nær og fjern for at se ham.
Men en morgen, da Buller vågnede, mærkede han straks, at noget var galt. Han rystede på sin pels og prøvede en lille test-prut. Intet. Ikke engang et lille “fip”. Buller spærrede øjnene op og prøvede igen – stadig ingenting!
“Nej, nej, nej! Min pruttemaskine virker ikke!” gøede han forfærdet. Han løb rundt i cirkler, indtil han fik en idé: Han måtte finde byens vismand, den gamle kat Mikkel, der boede i det store bibliotek.
Mikkel sad og nippede til en kop te, da Buller stormede ind. “Rolig nu, Buller,” spandt Mikkel og satte koppen ned. “Hvad er problemet?”
“Min pruttemaskine virker ikke!” peb Buller. “Hvad skal jeg gøre?”
Mikkel justerede sine små briller og bladrede i en kæmpestor bog med titlen “Lugte og Legender”. “Aha! Jeg tror, der er noget mystisk på spil. Du må tage til Tågedalen og finde den legendariske Pruttetrold. Han har stjålet mange prutter før.”
Buller var ikke begejstret. Tågedalen var kendt for at være fyldt med sære væsner og lugte så fælt, at selv ildelugtende ost ville græde. Men Buller var fast besluttet. Ingen stjal hans prutter ustraffet!
Med sin bedste bamse i tasken og en pakke snacks til turen begav Buller sig af sted.
Da han nåede Tågedalen, kunne han næsten ikke se sin egen snude. Pludselig lød der en kæmpe BRRAAAP! – det rungede i hele dalen som et jordskælv.
Foran ham stod Pruttetrolden. Han var stor, grøn og lugtede af gammel leverpostej og sure strømper. “Nåååå, du vil have dine prutter tilbage, hva’? Hø hø hø!” brummede trolden og klappede sig på maven.
“Ja! Mine prutter er mine egne!” sagde Buller bestemt. “Og jeg vil have dem nu!”
Trolden grinede. “Så må du vinde i en duel!”
“En duel?!” Buller spidsede ører. “Hvilken slags duel?”
“Prutte-duel, selvfølgelig!” brølede trolden. “Den sjoveste lyd vinder!”
Buller nikkede. “Lad os gøre det!”
Trolden satte sig klar og lod sin prut lyde som en knirkende gammel dør. Børn ville normalt have skreget af grin – men Buller var ikke imponeret.
Buller samlede al sin energi, selv uden sin pruttemaskine. Han tænkte på popcorn, glæde og musik… og så slog han til: FIIIIUUUUU-FRABADOOM! Prutten lød som et helt orkester med trompeter, fløjter og pauker. En prutte-symfoni!
Trolden stirrede måbende og holdt sig for næsen. “Det… var smukt!” snøftede han. “Jeg kan ikke vinde over det der!”
Pruttetrolden rakte Buller en lille glaskrukke, hvor hans pruttekraft lå fanget som små bobler. Buller åbnede den – og med et lille “pop!” kom al energien tilbage til ham.
Buller sprang rundt af glæde og fyrede en lille “popcornprut” af til ære for trolden. “Tak, og ingen sure miner!” grinede han.
Da Buller kom hjem, holdt han den største pruttekoncert nogensinde. Hele byen dansede og lo, og Mikkel katten sad i baggrunden og nikkede tilfreds.
Og fra den dag af var Buller ikke kun byens sjoveste hund – han var også den modigste.
Godnat og sov godt – og husk: Det er okay at grine af en prut i ny og næ!
