Dybt under havets blå overflade lå et vidunderligt rige, hvor havfolket boede. I dette rige levede en lille havfrue ved navn Ariel. Hun var den yngste datter af havkongen, som herskede over havets utallige skatte. Ariel var kendt for sin skønhed, sin melodiske stemme og sine nysgerrige spørgsmål om verdenen over havet – en verden, hun aldrig havde set.
Hver dag svømmede Ariel til havets overflade og stirrede længselsfuldt på solens stråler, der dansede på vandet. Hun forestillede sig, hvordan det måtte være at gå på land, hvor vinden kærtegnede træerne, og fuglene sang deres egne melodier. Hun længtes efter friheden til at udforske denne mystiske verden, som var så forskellig fra hendes egen.
En dag, da Ariel lå og hvilede på en klippe tæt på en lille havn, så hun noget, der fik hendes hjerte til at slå hurtigere. En storslået skib sejlede forbi, og om bord stod en ung prins. Han var smuk og havde et venligt smil, der lyste op som solen selv. Ariel kunne ikke tage øjnene fra ham, og i det øjeblik vidste hun, at hendes liv aldrig ville blive det samme.
Men skæbnen ville det anderledes. Et voldsomt uvejr blæste op, og bølgerne slog hårdt mod skibet. Ariel så til med rædsel, da skibet sank, og prinsen faldt i havet. Uden at tøve svømmede hun mod ham og trak ham op til en nærliggende strand. Der sad hun ved hans side og sang en blid melodi, indtil hun hørte mennesker nærme sig. Med et sidste blik på prinsen, som stadig sov, dukkede hun tilbage i havet.
Selvom Ariel reddede prinsens liv, kunne hun ikke glemme ham. Hun besluttede at opsøge havheksen, en mystisk og farlig skikkelse, som havde kræfter ud over alle andre i havet. Havheksen lovede Ariel, at hun kunne give hende ben, så hun kunne leve blandt mennesker og måske endda finde prinsens kærlighed. Men prisen var høj: Ariel skulle opgive sin smukke stemme.
Med tungt hjerte accepterede Ariel aftalen og drak havheksens magiske eliksir. Hendes hale forsvandt, og i stedet fik hun ben. Hun svømmede mod land og fandt sig selv på stranden, hvor prinsen snart fandt hende. Selvom hun ikke kunne tale, følte prinsen en forbindelse til hende og tog hende med til sit slot.
Dagene gik, og Ariel og prinsen tilbragte meget tid sammen. Hun forsøgte at vise sin kærlighed gennem handlinger, selvom hun ikke kunne bruge sin stemme. Men prinsen huskede stadig melodien fra stranden og ventede på at finde pigen med den smukke stemme, som han troede havde reddet ham.
Prinsen blev forlovet med en anden pige, som havheksen havde forvandlet til at ligne den pige, prinsen troede, havde reddet ham. Ariel blev knust, men hun elskede prinsen så højt, at hun ønskede hans lykke, selvom det betød, at hun skulle miste ham for altid.
Da solen stod op på prinsens bryllupsdag, stod Ariel foran en svær beslutning. Havheksen tilbød hende en dolk, som hun kunne bruge til at bryde fortryllelsen. Hvis Ariel dræbte prinsen, ville hun få sin hale tilbage og kunne vende hjem til havet. Men Ariel kunne ikke få sig selv til at skade prinsen, og hun kastede sig i stedet ud i bølgerne.
I stedet for at forsvinde i havets dyb blev Ariel forvandlet til skum på bølgerne. Hendes uselviske kærlighed og offer blev bemærket af havets ånder, som gav hende en chance for at tjene som en god ånd på jorden, der hjalp andre.
Ariel blev et symbol på kærlighedens sande væsen – en kraft så stærk, at den kan overvinde selv de største forhindringer. Selvom hun aldrig blev forenet med prinsen, levede hun videre som en inspiration for dem, der længes efter frihed, kærlighed og mod.
Læs flere klassiske eventyr.
