Langt ude i havet, hvor bølgerne dansede i solskinnet, boede en lille stjernefisk ved navn Stina. Hun var ikke som de andre stjernefisk, der lå stille på havbunden og lod strømmen bestemme deres rejse. Nej, Stina drømte om at svømme langt væk og se verden.
“Men vi stjernefisk svømmer ikke,” sagde de gamle fisk. “Vi bliver her, hvor vi hører til.”
Men Stina var nysgerrig. Hver nat lå hun og kiggede op mod havoverfladen, hvor månelyset skabte sølvstriber i vandet. “Hvad mon der findes deroppe?” tænkte hun.
En dag skyllede en stor bølge gennem revet og løftede Stina op i vandet. Før hun vidste af det, svævede hun gennem havet, højere og højere.
“Jeg svømmer!” udbrød hun lykkeligt.
Hun gled forbi legesyge delfiner, farverige koralfisk og kæmpestore havskildpadder. Havet var endnu smukkere, end hun havde forestillet sig!
Da natten faldt på, satte Stina sig på en sten og kiggede op. Himlen var dækket af funklende stjerner, der lignede små stjernefisk langt, langt væk.
“De svømmer jo også!” tænkte hun og smilede.
Fra den dag af vidste Stina, at man godt kan gøre noget, ingen andre har gjort før – man skal bare turde tage den første bølge.
