I en lille landsby, hvor gadelygterne kastede lange skygger på brostenene, boede en dreng ved navn Emil. Han elskede eventyr, men mest af alt elskede han sin gamle olielygte, som han havde arvet fra sin bedstefar.
“Den er speciel,” havde bedstefar engang sagt. “Men kun for dem, der tror på magi.”
Emil havde aldrig set noget magisk ved lygten. Den lyste som en almindelig lampe, når han tændte den, og den var lidt rusten i kanten. Men en aften, da månen stod højt på himlen, skete der noget mærkeligt.
Da Emil tændte lygten, begyndte den at gløde i et blødt, blåt lys – ikke gult som den plejede. Skæret bredte sig ud i værelset, og pludselig dukkede en lille, dansende flamme op midt i lyset.
“Endelig!” sagde flammen med en sprød, knitrende stemme.
Emil gispede. “Hvem… hvem er du?”
“Jeg er Lumo, vogteren af lyset,” sagde flammen og snurrede rundt. “Og du har netop vækket mig!”
Emil stirrede med store øjne. “Hvad betyder det?”
Lumo fnisede. “Det betyder, at vi skal på eventyr!”
Før Emil nåede at spørge mere, voksede lyset omkring ham, og han mærkede, hvordan han svævede op i luften. Da lyset forsvandt, stod han midt i en gylden skov, hvor træernes blade glimtede som stjerner, og små lysvæsner svævede omkring.
“Velkommen til Lyslandet,” sagde Lumo. “Kun dem, der tror på magi, kan komme hertil.”
Emil kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Han gik gennem skoven, hvor lygter hang fra grenene og kastede blødt lys over stierne. Han så ildfluer danse mellem buskene og et sølvglimtende vandløb, der glødede i mørket.
Men pludselig begyndte lysene at blinke. Nogle gik helt ud.
“Åh nej,” sagde Lumo bekymret. “Skyggemesteren er vågnet.”
“Skyggemesteren?” spurgte Emil.
Lumo nikkede. “Han stjæler lyset fra vores verden. Hvis vi ikke stopper ham, bliver Lyslandet mørkt for evigt!”
Emil mærkede en kuldegysning, men han knyttede næverne. “Hvordan stopper vi ham?”
Lumo svævede tættere på. “Du skal bruge din lygte. Den har den reneste flamme af dem alle!”
Emil tog lygten frem og tændte den igen. Det blå lys skinnede kraftigere end før, og lige foran dem dukkede en høj, sort skygge op. Den strakte sig ud mod lyset, men da Emil holdt lygten frem, begyndte Skyggemesteren at trække sig tilbage.
“Mere lys!” råbte Lumo.
Emil tænkte kun på én ting – han måtte tro på lygten. Han lukkede øjnene og ønskede, at lyset blev stærkere. Og lige dér – midt i mørket – eksploderede lygten i et strålende skær, der skyllede gennem skoven som en bølge af sollys.
Da Emil åbnede øjnene igen, var Skyggemesteren væk. Skoven glimtede som aldrig før, og Lyslandet var reddet.
Lumo svævede glad rundt. “Du gjorde det, Emil!”
Før Emil nåede at sige noget, begyndte lyset omkring ham at snurre, og pludselig var han tilbage i sit værelse. Lygten stod roligt på natbordet, men den glødede stadig svagt – som om den lo i søvne.
Emil smilede og lagde sig under dynen. Han vidste én ting med sikkerhed – hvis mørket nogensinde vendte tilbage, ville han være klar til at tænde lyset igen.
