I en varm og støvet del af savannen boede næsehornungen Niko. Niko var ikke som de andre næsehorn – han var nemlig nysgerrig. MEGET nysgerrig.
“Mor, hvorfor har vi horn på næsen?” spurgte han en morgen.
“Til at skrabe i jorden med og beskytte os,” svarede moren.
“Men hvad nu hvis jeg brugte mit horn til at tegne med i sandet?” sagde Niko og begyndte straks at tegne en stor sol.
Nikos mor lo. “Du er noget for dig selv, min dreng.”
En dag fik Niko øje på en flok aber, der hoppede fra gren til gren og grinede højt.
“Hvorfor kan de hoppe så højt?” spurgte han en gammel skildpadde, han mødte.
“Fordi de har trænet og prøvet og fejlet og prøvet igen,” sagde skildpadden langsomt.
“Det vil jeg også prøve!” sagde Niko og tog tilløb. Han løb… hoppede… og landede lige midt i en bunke blade.
“HA HA HA!” grinede aberne. “Du er sjov, lille horn!”
Men Niko lo også. “Man bliver ikke god uden at prøve,” sagde han stolt og børstede blade af numsen.
Senere ville han prøve at svømme som flodhesten. Han plaskede ud i vandet og lavede de største bølger, man nogensinde havde set.
“Pas på!” råbte en flamingo, der fik sit ben helt vådt.
“Undskyld,” sagde Niko og lo. “Jeg tror, jeg holder mig til at tegne i sandet.”
Til sidst satte han sig ved sin mor og kiggede op på stjernerne.
“Mor,” sagde han, “jeg tror, jeg vil være opdagelsesnæsehorn.”
“Så længe du kommer hjem til aftensmad,” sagde moren med et smil.
Og det gjorde Niko altid – fyldt med nye spørgsmål, nye buler og nye historier.
