Freja elskede at gå ture langs stranden. Hun samlede muslingeskaller, tegnede i sandet med en pind og lod vinden lege med hendes hår. Men den dag, hvor hun fandt flaskeposten, var alt anderledes.
Hun var netop ved at bygge et sandslot, da en bølge skyllede noget op foran hendes fødder – en gammel glasflaske med en rullet seddel indeni.
Freja gispede og greb flasken. Hun tørrede sandet af og holdt den op mod solen. Sedlen indeni så gulnet og krøllet ud.
Forsigtigt trak hun proppen op og rystede papiret ud.
Med store bogstaver stod der:
“HJÆLP MIG! JEG ER FANGEN PÅ ØEN MED DET ENSOMME TRÆ.”
Frejas hjerte bankede hurtigt. Hvem kunne have skrevet det? Hvor lå øen med det ensomme træ?
Hun skyndte sig hjem til sin bedstefar, som var fisker og kendte havet bedre end nogen anden.
“Bedstefar, se hvad jeg har fundet!” sagde hun og rakte sedlen frem.
Bedstefar tog sine gamle briller på og læste beskeden.
“Den ø kender jeg,” sagde han lavmælt. “En lille, glemt ø langt ude på havet. Engang var der en fyr, men nu er der kun ét træ tilbage.”
Freja stirrede på ham. “Vi må tage dertil!”
Bedstefar tøvede et øjeblik, men så nikkede han.
Næste morgen sejlede de ud i bedstefars gamle båd. Havet var roligt, og solen spejlede sig i bølgerne. Efter en time dukkede en lille ø op i horisonten.
Og der – midt på øen – stod et ensomt træ.
Freja sprang i land og løb op ad stranden. “Hallo?” kaldte hun.
Først var der stilhed. Så hørte hun en svag lyd bag træet.
Og der – i skyggen – sad en lille, våd og rystende kat.
“Åh, du stakkels lille ven!” sagde Freja og løftede den forsigtigt op.
Den spandt svagt og lagde sig i hendes arme.
“Det var dig, der havde brug for hjælp?” Freja smilede.
Bedstefar lo. “Det lader til, at nogen har sendt sin egen lille flaskepost.”
Freja nussede kattens bløde pels. “Så tager vi dig med hjem.”
Den lille kat blev Frejas nye bedste ven, og fra den dag vidste hun, at eventyr kunne starte hvor som helst – selv med en flaskepost i sandet.
