I en lille landsby, hvor alle blomsterne dansede i vinden, boede en dreng ved navn Ask. Ask elskede at lege i markerne og samle sten med sjove former, men han ønskede sig mere end noget andet sin egen have – en have fyldt med magiske blomster, der kunne noget helt særligt.
En dag kom en gammel mand forbi og gav Ask et lille frø.
“Dette frø er meget sjældent,” sagde han. “Men du må passe godt på det, for det kan kun vokse, hvis du tror på det.”
Ask var ellevild! Han skyndte sig hjem, fandt den blødeste jord i haven og plantede frøet. Hver dag vandede han det, nynnede små sange og fortalte historier til jorden. Men dagene gik, og intet skete.
“Er det bare et snydefrø?” sukkede Ask en morgen.
Hans bedste ven, pigen Liv, grinede. “Måske skal du prøve at kigge med hjertet i stedet for øjnene?”
Ask rynkede panden. Det lød mystisk. Men den aften, da han sad ved sit frø og lukkede øjnene, mærkede han noget varmt og blidt omkring sig. Da han åbnede dem igen, var han omgivet af en svag, glitrende tåge – og dér midt i jorden stod en blomst, der kun kunne ses i måneskinnet!
Den var høj, let som en sky, og dens blade skinnede som stjerner.
Ask smilede. Frøet havde ikke været synligt for øjet, men det havde hele tiden været der – og vokset med hans tro og tålmodighed.
Fra den nat af vidste Ask, at de største vidundere ikke altid kan ses – men de kan mærkes.
