Elias lå vågen i sin seng og stirrede op i loftet. I morgen var en stor dag – hans første skoledag! Hans nye skoletaske stod klar ved døren, og madpakken lå allerede i køleskabet. Alligevel kunne han ikke sove.
Hvad nu hvis han ikke kunne finde sin plads? Hvad nu hvis han ikke kendte nogen? Hvad nu hvis læreren spurgte ham om noget, han ikke kunne svare på?
Han sukkede og trak dynen helt op over næsen.
Men pludselig hørte han en svag lyd fra skrivebordet. En raslen. En lille, pibende stemme.
“Er du nervøs, Elias?”
Elias satte sig op med store øjne. På skrivebordet sad hans helt nye blyant – og den… talte?!
“Du… du kan tale?” spurgte han forbløffet.
Blyanten lo. “Selvfølgelig! Jeg er din første skole-blyant. Jeg har været i mange penalhuse, og jeg kan love dig én ting – første skoledag er slet ikke så slem!”
Elias sank en klump. “Men… hvad nu hvis jeg laver en fejl?”
“Det gør alle! Det er sådan, man lærer. Hør her – jeg har set børn skrive deres allerførste bogstaver, og de var ikke perfekte. Men ved du hvad? De blev bedre! Og jeg er lige her til at hjælpe dig.”
Elias kiggede på blyanten og kunne ikke lade være med at smile lidt. Måske var det okay at lave fejl.
Næste morgen tog han sin skoletaske på ryggen og gik mod skolen. Sommerfuglene i maven fløj stadig rundt, men han tænkte på blyantens ord.
I klasseværelset fandt han sin plads, og snart satte læreren sig foran tavlen.
“Velkommen til jeres første skoledag!” sagde hun venligt.
Da de skulle skrive deres navne for allerførste gang, kiggede Elias ned på sin blyant og tog en dyb indånding.
Han trykkede blyanten mod papiret og lod bogstaverne forme sig. Måske var de ikke perfekte, men han havde gjort det.
Og da han kiggede ned, syntes han næsten, at blyanten blinkede til ham.
Læs mere godnathistorier.
