Eliot lå i sin seng og stirrede op mod loftet. Han kunne ikke sove. Gennem sit vindue kunne han se nattehimlen strøet med funklende stjerner. Men én af dem lyste stærkere end de andre – en lille, blå stjerne, der blinkede, som om den prøvede at sige noget til ham.
Pludselig hørte han en hvisken i rummet:
“Eliot… Kom og find mig.”
Han satte sig op med et sæt. Stemmen var blød og venlig, som vinden der suser i trætoppene. Før han vidste af det, begyndte hans værelse at gløde svagt, og en stribe af lys dukkede op lige foran hans seng.
Han tog forsigtigt et skridt frem. Lyset snoede sig som en lille sti, der førte ud i natten. Eliot tøvede kun et øjeblik, før han fulgte det – ud af vinduet og op i luften, hvor han svævede let som en fjer.
Pludselig befandt han sig på en mærkelig, svævende ø lavet af stjernestøv. Rundt omkring ham svævede glimtende kugler af lys, og en lille, strålende skabning fløj hen til ham.
“Du hørte mit kald,” sagde skabningen og smilede. “Jeg hedder Luma, og jeg har brug for din hjælp. Min stjerne er blevet væk!”
Eliot nikkede ivrigt. “Jeg vil gerne hjælpe!”
Sammen fløj de gennem universet, forbi planeter i alle farver og stjerneskud, der suser afsted. Til sidst fandt de den forsvundne stjerne – den var fanget i en sky af mørkt støv.
Eliot pustede så hårdt han kunne, og støvet blæste væk. Stjernen glimtede taknemmeligt og fløj op på sin plads igen, hvor den lyste stærkere end nogensinde før.
“Tak, Eliot,” sagde Luma. “Nu kan du tage hjem.”
Før Eliot nåede at sige noget, blev alting hvirvlet rundt, og pludselig lå han igen i sin seng. Hans værelse var stille, men gennem vinduet kunne han se den lille blå stjerne blinke til ham.
Han smilede, lukkede øjnene og vidste, at han altid ville have en ven blandt stjernerne.
