Der var engang en lille egern ved navn Grynet. Grynet boede i den mest nuttede lille rede i toppen af et egetræ, hvor væggene var dekoreret med tørrede blomster og nødder, som hun havde samlet. Grynet var kendt for sin nysgerrighed og sin evne til at finde spændende ting i skoven. Men det bedste, hun vidste, var musik! Hun elskede at spille på sine små kogle-maracas og nynne små sange, mens hun hoppede fra gren til gren.
En dag fandt Grynet et gammelt egebarkskilt, der lå halvvejs begravet i skovbunden. Der stod med svungen skrift: “Den Store Skovkoncert i Lysningen – Kun én gang om året! Mød musikerne ved fuldmånens første lys.”
Grynet hoppede af glæde. “En koncert! Med rigtige musikere!” udbrød hun og krammede skiltet. “Jeg må med!”
Hun pakkede sin bedste kogle-maraca og en lille pose nødder til turen. Så hoppede hun af sted gennem skoven, mens hun fløjtede en munter melodi. Undervejs stødte hun på sine venner:
“Skal I med til skovkoncerten?” spurgte Grynet begejstret.
Bjørnen Basse gabte. “En koncert? Jeg kan bedst lide lyden af min egen snorken.”
Frøen Freddy trak på skuldrene. “Jeg hopper helst rundt i mit eget beat.”
Uglen Ulla vinkede med en vinge. “Jeg er natteugle, men musik er ikke lige min ting.”
Grynet trak bare på skuldrene. “Jamen, så ses vi senere!” sagde hun og fortsatte.
Da hun nåede lysningen, var hun målløs. Scenen var oplyst af lygter lavet af ildfluer, og publikum var en blanding af dyr, insekter og skovens små væsner. Foran scenen stod en ældre mus med en dirigentstok lavet af en blomsterstilk.
“Velkommen til årets største musikevent!” annoncerede musen med en stemme, der rungede som trommeslag. “Vi har brug for én mere til at fuldende orkestret. Nogen, der har rytme i kroppen og mod i hjertet!”
Grynet mærkede sit lille egernhjerte banke. Hun løftede sin kogle-maraca højt og råbte: “Jeg er klar!”
Musen nikkede og smilede bredt. “Så kom op på scenen, lille ven!”
Grynet hoppede op på scenen, og da musikken begyndte, svingede hun sine maracas, så det lød som små regndråber på blade. Publikum dansede, hoppede og grinede, mens musikken fyldte skoven. Det var som om, hele lysningen glitrede af magi. Grynet snurrede rundt, spillede sine kogle-maracas og mærkede, at dette øjeblik var det lykkeligste i hele verden.
Da koncerten sluttede, brød publikum ud i klapsalver og piftede som vinden gennem trækronerne.
“Du er en stjerne, Grynet!” råbte nogen. “Spil for os igen næste år!”
Grynet bukkede så dybt, at hun næsten trillede ned af scenen. “Jeg kommer hver gang!” råbte hun med et smil så stort som fuldmånen selv.
Og sådan blev Grynet kendt som den lille egern med de magiske maracas, som fik hele skoven til at danse.
Godnat og sov godt – og husk: Musik gør selv den stilleste dag til et eventyr!
