Gustav var ikke som de andre gæs.
Mens de andre gæs svømmede i snorlige formationer, skræppede i takt og havde præcist pudsede fjer – havde Gustav en forkærlighed for… hatte.
Små hatte. Store hatte. Hatte med fjer, hatte med klokker, hatte der duftede af lavendel. Hver dag bar han en ny én, og hver dag grinede de andre gæs lidt og sagde:
“Åh, Gustav. Du ved godt, at gæs ikke går med hatte.”
Men Gustav kunne ikke lade være. Hattene gjorde ham glad. Når han havde en hat på, følte han sig som en konge. Eller en kunstner. Eller en, der kunne finde på sine egne skræppelyde.
En dag kom den store flyvedag – hvor alle gæs skulle flyve i V-formation over skoven og vise, hvor dygtige og ens de var. Gustav ville være med, men de andre rystede på hovedet.
“Du må ikke have hat på,” sagde de strengt. “Det ødelægger V’et.”
Gustav kiggede på sin yndlingshat – en rød én med blå prikker og en lille bjælde på toppen. Den havde altid givet ham mod.
Han sukkede. Tog den af. Lagde den på jorden.
Men lige som flokken skulle lette, kom et kæmpe vindstød. Vinden tog hatten og hvirvlede den op i luften.
“Min hat!” gispede Gustav – og fløj efter den.
Han zigzaggede. Han baskede. Han snurrede som en helikopter. Og gættede du hvad?
Alle de andre gæs stoppede. De glemte formationen. De kiggede bare.
“Se Gustav!” råbte én. “Han kan rigtig flyve!”
Gustav fangede hatten i luften og lavede et loop af glæde. Da han landede, klappede alle.
“Vil du lære os det der?” spurgte en lille gås genert.
Og fra den dag af gik de ikke længere op i lige linjer og ens fjer. Nu havde nogle gæs hatte. Nogle fløj i sving. Nogle lavede krumspring.
Men alle fløj, som de havde lyst.
Og Gustav? Han havde aldrig taget så meget hatten af for sig selv – og så alligevel… jo, han beholdt den på.
