Der var engang en fattig skovhugger, der boede med sin kone og to børn i en lille hytte langt ude i skoven. Børnene hed Hans og Grete. Familien var meget fattig, og ofte havde de ikke nok mad at spise. En dag, hvor der var særligt lidt mad tilbage, sagde skovhuggerens kone:
”Vi bliver nødt til at skille os af med børnene. Ellers vil vi alle sulte ihjel.”
Skovhuggeren protesterede, men til sidst gav han modvilligt efter for sin kones planer. Planen var at tage børnene dybt ind i skoven og efterlade dem der.
Hans og Grete havde dog overhørt forældrenes samtale. Grete begyndte at græde, men Hans trøstede hende:
”Bare rolig, Grete. Jeg skal nok finde en måde at bringe os hjem igen.”
Hans gik udenfor og samlede små hvide sten, som han gemte i sin lomme.
Den første nat i skoven
Næste morgen tog skovhuggeren og hans kone børnene med dybt ind i skoven. Undervejs dryssede Hans de små sten ud langs stien som spor. Da de nåede et sted langt inde i skoven, tændte skovhuggeren et lille bål og sagde:
”Bliv her, børn, mens vi samler brænde. Vi kommer snart tilbage.”
Men forældrene vendte aldrig tilbage.
Da natten faldt på, blev Grete bange, men Hans sagde:
”Vent til månen står op, så skal jeg vise dig vejen hjem.”
Da månen steg op, lyste dens skær på de hvide sten, som Hans havde drysset ud. Børnene fulgte sporet og nåede hjem før daggry. Skovhuggeren blev glad for at se dem, men hans kone var ikke tilfreds og besluttede at prøve igen.
Nogle dage senere gentog planen sig. Denne gang havde Hans ikke haft mulighed for at samle sten, så i stedet dryssede han krummer af det brød, de havde fået som madpakke.
Desværre havde fuglene i skoven spist alle krummerne, så da natten faldt på, kunne Hans og Grete ikke finde vej hjem.
De vandrede rundt i skoven i flere dage, sultne og udmattede. En dag stødte de på et vidunderligt syn: et hus lavet af brød, kager og slik!
Børnene var så sultne, at de straks begyndte at spise af huset. Pludselig åbnede døren, og en gammel kvinde trådte ud.
”Kom indenfor, små børn,” sagde hun med en venlig stemme. ”Jeg vil give jer mad og varme.”
Hans og Grete fulgte hende ind i huset, men den gamle kvinde var slet ikke venlig. Hun var en ond heks, der lokkede børn til sit hus for at spise dem!
Heksen låste Hans inde i et bur og tvang Grete til at gøre rent og lave mad. ”Når din bror er fed nok, vil jeg spise ham,” sagde hun.
Hver dag kom heksen hen til buret og bad Hans om at række sin finger ud, så hun kunne mærke, om han var blevet fed nok. Men Hans var snedig og rakte i stedet et lille kyllingeben ud. Heksen var nærsynet og kunne ikke se forskel, så hun troede, han stadig var for tynd.
Efter nogle uger blev heksen utålmodig. ”Jeg venter ikke længere! I dag koger jeg Hans og bager dig, Grete!”
Hun tændte op i ovnen og beordrede Grete til at kravle ind og se, om den var varm nok. Men Grete var lige så snedig som sin bror.
”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme ind. Kan du vise mig det?” spurgte hun.
Heksen stak hovedet ind i ovnen for at vise hende det, og i det samme skubbede Grete hende ind og lukkede lågen! Heksen blev brændt op, og børnene var endelig fri.
I huset fandt Hans og Grete en stor skat af guld og juveler. De fyldte deres lommer og fandt vejen hjem ved hjælp af spor fra skovens dyr.
Da de nåede hjem, blev deres far overlykkelig. Hans kone var død, og nu kunne han og børnene leve lykkeligt uden at mangle noget takket være skatten.
Og så levede de lykkeligt til deres dages ende.
Læs flere klassiske eventyr.
