Liv var en pige med store øjne og endnu større nysgerrighed. Hun elskede mørket – ikke fordi det var uhyggeligt, men fordi det gemte på hemmeligheder.
Hver aften, efter godnatkys og tæppet var trukket op under næsen, tændte Liv sin lommelygte. Ikke for at lyse – men for at rejse.
For det var ingen almindelig lommelygte. Det var Lyslygte 88, en gave fra hendes morfar, der havde været opdagelsesrejsende (i sine egne drømme, sagde han).
Når Liv pegede lyskeglen på væggen, åbnede den små døre til steder, ingen andre kunne se.
I går havde hun besøgt en jungle fuld af dansende pindsvin. I forgårs havde hun fløjet på ryggen af en grå spurv gennem et slot bygget af skyer.
Men i aften… i aften pegede hun lygten mod loftet – og pludselig gled hele rummet væk. Hun landede midt i et bibliotek. Ikke med bøger, men med lysstriber.
”Velkommen,” sagde en glødende skabning, der lignede en stjerne med ben. ”Her gemmer vi alle lysglimt, børn har fanget med deres fantasi.”
Liv kiggede rundt. Hver hylde var fyldt med minder: et blink fra en tordenstorm, et smil fra en usynlig ven, en latter fanget i en solstråle.
”Du må tage ét med hjem,” sagde stjerneskyggen.
Hun valgte det mindste og varmeste af dem alle – et lys, der duftede som nybagte boller og trygge arme.
Da hun vågnede næste morgen, lå lommelygten på hovedpuden. Den blinkede én gang, som for at sige: På gensyn i aften.
