Luna havde altid haft svært ved at falde i søvn. Ikke fordi hun var bange eller ked af det – bare… fuld af lyde.
Hun hørte alt: uret, der tikkede; bladene, der raslede; huset, der knirkede.
”Det er som om hele verden larmer,” sukkede hun en aften.
Men netop den aften skete der noget mærkeligt. Da hun lagde hovedet på puden, lød der en sagte tone – som én enkelt klokkespil-tone.
Pling.
Hun satte sig op. I fodenden af sengen sad en lille, rund skabning. Den havde ører som violbuer og et maveur, der slog i takt med hendes hjerte.
”Jeg er Dirigenten,” sagde den venligt. ”Jeg styrer Sovesymfonien. Men i nat har vi brug for dig.”
”Mig?”
”Din verden larmer, fordi ingen styrer tonerne. Vil du hjælpe os med at dirigere nattens musik?”
Luna nikkede.
Dirigenten rakte hende en lille stjernestav. Med et enkelt vift fik hun vindens susen til at spille som fløjter, regndråberne som harper og husets knirken som kontrabas.
Alt blev til musik. Langsom, tryg og blid.
Sovesymfonien voksede omkring hende – og hun mærkede, hvordan hendes krop blev tung og varm som en dyne af toner.
Inden hun faldt i søvn, hviskede Dirigenten:
”Tak for hjælpen. Du kan altid spille dig selv i søvn.”
Og det gjorde hun.
