Luna var en lille pige med store drømme. Hver aften sad hun i vindueskarmen og kiggede op på nattehimlen. Hun elskede at finde stjernebilleder og tænke på, hvad der mon fandtes langt ude i universet.
Men én aften var noget anderledes. En stjerne blinkede stærkere end de andre. Den blinkede ikke bare – den bevægede sig!
Luna gned sine øjne og kiggede igen. Stjernen dalede langsomt ned fra himlen, og lige foran hendes vindue landede en lille lysende kugle. Forsigtigt åbnede hun vinduet, og kuglen svævede lydløst ind i hendes værelse.
“Wow,” hviskede Luna og rakte hånden frem. Kuglen var varm og blød som en lille vattot af lys.
Pludselig lød en lille, sprød stemme:
“Tak fordi du tog imod mig!”
Luna gispede. “Kan du tale?”
“Ja,” fnisede kuglen. “Jeg er en Stjernedråbe, og jeg har brug for din hjælp.”
“Min hjælp?” spurgte Luna nysgerrigt.
“Jeg er faldet fra Stjernefloden, og jeg kan ikke finde vej tilbage. Hvis jeg ikke kommer op igen, vil en stjerne miste sit lys.”
Luna kiggede op på himlen. Hun kunne ikke lade en stjerne blive mørk!
“Hvordan hjælper jeg dig?” spurgte hun.
“Jeg har brug for et ønske,” sagde Stjernedråben. “Et rent og venligt ønske kan sende mig tilbage.”
Luna tænkte sig om. Hun kunne ønske sig en kæmpe is eller en tur til månen… men så kiggede hun på Stjernedråben og smilede.
“Jeg ønsker, at du finder hjem igen.”
Med det samme begyndte Stjernedråben at gløde kraftigere. Den svævede op mod loftet, gennem vinduet og videre op mod nattehimlen.
Luna løb hen til vinduet og så den lille kugle af lys stige højere og højere, indtil den igen blev en del af stjernehavet.
Og der – lige dér – så hun noget magisk. Den blinkede én sidste gang, som om den sagde tak.
Luna smilede og lagde sig under dynen. Hun vidste, at hendes ønske var blevet til en del af universet.
