Der var engang en lille pige ved navn Luna, som elskede at kigge på stjernerne fra sit værelse. Hver nat forestillede hun sig, at stjernerne blinkede til hende og sagde: “Kom og leg med os!” Men hvordan skulle Luna kunne komme helt op til stjernerne? Hun havde jo hverken en raket eller vinger.
En nat, da månen var fuld og lysere end nogensinde før, hørte Luna en blid stemme sige: “Luna, hop ind i dit skab. Jeg har en overraskelse til dig.”
Luna spærrede øjnene op. Hendes skab? Det var fyldt med legetøj, gamle sko og en lidt mærkelig lugt. Men hun var nysgerrig. Så hun skubbede døren op, og der – midt mellem hendes tøj – lå en lysende stjernestøvslampe.
Da hun rørte ved lampen, åbnede der sig en gigantisk rutsjebane lavet af glitrende stjernestøv! Den snoede sig ud af skabet og helt op i himlen. “Hop på!” sagde lampen muntert.
Luna tog en dyb indånding, satte sig på rutsjebanen og whee! Afsted fløj hun gennem skyerne, forbi månen og direkte op til stjernerne. Da hun kom frem, ventede en gruppe stjernekikker. De havde små blinkende hatte på og spillede stjernestøv-sneboldkamp.
“Vil du være med?” spurgte en stjerne med en glitrende hale.
Luna grinede og nikkede. Hele natten kastede hun snebolde, red på kometer og sang sange med stjernerne. Hun lærte endda at lave stjernekager, som smagte af søde drømme og varm kakao.
Da solen begyndte at titte frem, sagde stjernerne farvel. “Du kan altid komme tilbage,” sagde de. “Bare find lampen!”
Luna rutsjede ned ad stjernestøvsrutsjebanen og landede lige i sin seng, lige tids nok til at høre sin mor råbe: “Luna, det er morgenmadstid!”
Hun smilede og hviskede: “Tak for eventyret, stjerner.” Og lige inden hun løb ned til morgenmaden, så hun et lille glimt af stjernestøv på sin pude.
Og fra den dag af vidste Luna, at stjernerne altid ventede på hende deroppe.
