Der var engang en lille kanin ved navn Mille, som boede i en hyggelig hule i Skovlandet. Hendes pels var blød som skyerne på himlen, og hendes øjne skinnede som de klareste stjerner. Mille elskede at hoppe rundt på engen og lege med sine venner, men der var én ting, hun elskede allermest – måneskin.
Hver aften, når solen gik ned, og himlen blev mørkeblå, sad Mille på en lille bakke og kiggede op mod månen. Den lyste så smukt og kastede et magisk skær over skoven. Men en aften skete der noget mærkeligt… Månen var væk!
Mille gispede og kiggede op i himlen igen. Kun små stjerner blinkede svagt, men den store, runde måne var ingen steder at se.
“Jeg må finde ud af, hvad der er sket med månen!” sagde Mille beslutsomt.
Hun hoppede hurtigt afsted og bankede på hos sin ven, Hugo Ugle.
“Hugo, Hugo! Månen er forsvundet!” sagde Mille bekymret.
Hugo åbnede det ene øje søvnigt. “Hmm… Det lyder mærkeligt, men jeg ved, hvem der måske kan hjælpe. Lad os spørge Frida Ræv.”
Sammen begav de sig gennem skoven til Frida Rævs hule. Frida lyttede opmærksomt og nikkede.
“Jeg har hørt, at en gammel trold i Hulestenen kender til månens hemmeligheder. Måske kan han hjælpe os?” sagde Frida.
Mille, Hugo og Frida skyndte sig afsted til Hulestenen, hvor trolden boede. Da de kom frem, bankede Mille forsigtigt på stenen.
Krrr-KRRK! En lille revne åbnede sig, og en gammel trold med langt skæg kiggede ud.
“Hvad bringer jer hertil midt om natten?” brummede han.
“Månen er væk! Vi vil finde ud af hvorfor,” forklarede Mille.
Trolden lo sagte. “Månen er ikke væk, lille ven. Den har bare gemt sig bag skyerne. Nogle nætter bliver den helt væk, men den vender altid tilbage.”
Mille sukkede lettet. “Så månen kommer tilbage?”
“Ja, bare vent og se,” sagde trolden med et venligt smil.
Mille, Hugo og Frida sagde tak og gik tilbage til bakken. Og ganske rigtigt – lige før solen stod op, gled skyerne til side, og månen tittede frem.
Mille hoppede glad i luften. “Månen var her hele tiden! Den havde bare gemt sig!”
Træt, men lykkelig, krøb Mille tilbage i sin lune hule og lukkede øjnene. Mens hun faldt i søvn, vidste hun én ting med sikkerhed – månen ville altid vende tilbage.
Læs mere godnathistorier.
