Max var ikke en helt almindelig hund. Han havde en pels så gylden som efterårsblade og et hjerte fyldt med eventyrlyst. Han boede hos Anna, en pige med det største smil og de blødeste hænder, som altid kløede ham bag ørerne på den helt rigtige måde.
Men der var én ting, Max elskede allermest – at udforske! Han snusede sig vej gennem skoven, over markerne og ned ad smalle stier. Han havde lugtesansen som en sand detektiv, og ingen hemmeligheder i haven kunne skjule sig for hans næse.
En dag, mens Anna var i skole, fik Max færten af noget… mærkeligt. En duft, han aldrig havde lugtet før. Den var sød og gammel på samme tid, som om den kom fra en verden, der var glemt.
Max fulgte duften til enden af haven, hvor en stor, gammel busk spærrede vejen. Men Max var en nysgerrig hund, og nysgerrige hunde lader sig ikke stoppe af en busk!
Han gravede. Snusede. Skubbede med snuden. Og pludselig – POUF! – væltede han igennem busken og trillede ind i… en hemmelig have!
Haven var magisk. Blomster i alle farver voksede i vilde mønstre, og gamle stenstier snoede sig mellem dem som små labyrinter. Et springvand i midten glimtede i sollyset, og duften af honning fyldte luften.
Men det mest mærkelige var lyden. En lille pibende lyd.
Max spidsede ørerne. “Vuf?”
Bag en stor solsikke sad en lille hvalp med store, triste øjne.
“Du er ikke herfra, vel?” sagde Max og viftede forsigtigt med halen.
Den lille hvalp rystede på hovedet. “Jeg ved ikke, hvordan jeg kom her… Jeg er faret vild.”
Max puffede blidt til hvalpen. “Bare rolig, jeg hjælper dig hjem!”
Sammen snusede og søgte de rundt i haven, indtil Max fandt en lille åbning i busken. Med et sidste hop landede de begge tilbage i Annas have!
Og lige dér – på den anden side af hækken – stod en dreng, der så meget bekymret ud.
“Pjuske!” råbte han og løb hen til hvalpen.
Hvalpen logrede så meget, at den næsten væltede.
Drengen kiggede på Max og klappede ham taknemmeligt. “Du har fundet min hvalp! Tak, ven!”
Max logrede stolt. Han vidste, at han havde fundet noget meget vigtigere end en hemmelig have… han havde fundet en ven.
Og fra den dag blev haven ikke længere kaldt glemt – nu var det Max’ magiske eventyrsted.
