Milo boede i en lille lejlighed øverst oppe i en gammel bygning. Hver nat sad han i vindueskarmen og kiggede op på stjernerne. Han talte dem, fandt på navne til dem og forestillede sig, at de blinkede specielt til ham.
En aften, hvor himlen var ekstra mørk og stille, hørte Milo en sagte klirr-klonk lyd. Han kiggede ned – og dér, midt på stuegulvet, voksede en stige opad… lavet af stjernelys!
Den glimtede som snekrystaller i måneskin.
Et lille skilt hang på første trin:
“Til Milo – din tur til at besøge os.”
Uden tøven greb han fat i første trin. Stigen duftede af vanilje og eventyr. Han kravlede op, højere og højere, forbi tagrygge, skyer og flyvende katte, indtil han nåede det øverste trin.
Der fandt han en stjernebutik!
Her solgte små stjernedyr deres lys i glas, og galaksefisk svømmede i akvarier lavet af ren tid.
En gammel stjernekone rakte ham en krukke. ”Denne drøm er kun til dig. Den virker kun, hvis du tør tro på det umulige.”
Milo takkede og kravlede ned ad stigen igen. Da han lagde sig i sengen, åbnede han krukken – og straks fyldte værelset sig med stjernestøv, der svævede som sne.
Han sov med et smil. For han vidste nu, at stjerner ikke kun er langt væk – nogle gange venter de bare på, at du tager det første trin.
