Noah elskede at følge med i vejret. Hver morgen tjekkede han temperaturen, vindretningen og om solen havde tænkt sig at vise sig bag skyerne.
Men en aften, da han lå i sengen og lyttede til regnens trommen på taget, kom der et lille bank på vinduet. Udenfor stod… en sky. En lille, rund og temmelig forvirret sky.
”Undskyld,” sagde skyen, ”jeg er ny i jobbet og har væltet en hel by med hagl i stedet for solskin. Jeg hedder Cirrus. Må jeg få lidt hjælp?”
Noah gned søvnen ud af øjnene. ”Skal jeg hjælpe dig med vejret?”
”Ja! Du virker som en, der har styr på det.”
Cirrus trykkede på sin mave, og ud kom en lille vejrfjernbetjening. ”Tryk ikke på kaos, det er… upraktisk.”
De fløj sammen over skyer og tage, mens Noah lærte Cirrus, hvordan man justerer vinden så den kilder og ikke vælter skraldespande, og hvordan man lader solen stå lidt ekstra længe om søndagen.
De skruede op for måneskinnet, dæmpede tordenen og lagde en dug af stjernestøv over markerne.
”Du er god til det her,” sagde Cirrus.
”Du er bare lidt vimset,” smilede Noah.
Da han vågnede næste morgen, lå fjernbetjeningen under puden. På skærmen blinkede en besked:
“Tak for hjælpen. Du kan trykke solskin i dag, hvis du vil.”
Og det gjorde han.
