Otto var en dreng med store drømme og en endnu større kærlighed til is. Hver lørdag gik han med sine forældre til byens bedste isbutik, som havde så mange smagsvarianter, at man kunne bruge hele dagen på at vælge. Der var alt fra chokoladefløde til blåbærbobler – og så var der Ottos favorit: Karamelknas med ekstra sprøde stykker.
En solrig lørdag var Otto mere klar end nogensinde til sin ugentlige is. Han stillede sig i køen, spændt som en fjeder, og da det endelig blev hans tur, sagde han højt og stolt: “En kæmpevaffel med tre kugler: karamelknas, jordbærdrøm og chokoladedrøn!”
Ekspedienten smilede, stablede kuglerne omhyggeligt og tilføjede et drys regnbuekrymmel samt et lille kirsebær på toppen. Det var en is så flot, at folk i køen bagved gispede af beundring.
“Værsgo’, Otto!” sagde ekspedienten og rakte ham den perfekte isvaffel. Otto greb den som en trofævinder, kiggede på sine forældre og sagde med et grin: “Den her is bliver legendarisk!”
Men netop som han tog det første slik med tungen, mærkede han noget: Isen begyndte at tippe. Kuglerne bevægede sig som en meget langsom lavine.
“Åh nej!” råbte Otto og forsøgte at rette op på balancen med et ninja-hop. Desværre ramte hans venstre fod en lille vandpyt, og SPLAT! – Otto landede på numsen, og isen fløj som en katapult gennem luften.
Nu gik alt i slowmotion: Iskuglerne roterede som små planeter. Folk i køen gispede, en due kiggede op med stor interesse, og Otto strakte hænderne ud som en fodboldmålmand: “Ikke tab den, Otto!” råbte han til sig selv.
Men SMASK! – karamelknas kuglen ramte først Ottos pande, jordbærdrøm klaskede ned på hans skulder, og chokoladedrøn… ja, den landede lige midt på næsen. Hele byen stirrede, og så skete det, som Otto ikke havde forventet: En lille dreng i køen begyndte at klappe, og inden Otto vidste af det, klappede alle med.
“Han lavede en is-akrobatik!” råbte en mand i køen. “Bravo!”
Otto rejste sig op, dækket af smeltende is og krymmel, men med et kæmpestort grin på læben. Han bukkede dybt, som om det hele var planlagt fra start, og råbte: “Tak, tak! Jeg signerer autografer senere!”
Ekspedienten rakte Otto en ny is – denne gang med kun én kugle og et meget robust vaffelkrus. “På husets regning,” sagde hun med et smil. “Og husk: Is smager bedst, når man griner.”
Otto nikkede og tog et stort slurp. “Det her bliver helt klart den bedste is-dag nogensinde!”
Og sådan blev Otto kendt som “Is-mesteren med det vildeste show” i hele byen.
Godnat og sov godt – og husk: Selv et is-uheld kan blive til en legendarisk historie!
