Otto lå i sin seng og stirrede ud ad vinduet. Himlen var fyldt med stjerner, der blinkede som små lygter i mørket. Han sukkede. I dag havde været en helt almindelig dag, og han ønskede sig en smule magi i sit liv.
Lige som han skulle til at lukke øjnene, hørte han en svag lyd – en hvislen i luften, som om nogen dryssede sand. Han satte sig op og gned øjnene. Der, midt i værelset, svævede en lille skinnende skabning med vinger af lys.
“Hej Otto,” sagde skabningen med en stemme, der klingede som sølvklokker. “Jeg er Lyra, en stjernestøv-fe. Jeg har brug for din hjælp!”
Otto gispede. “Min hjælp? Hvad kan jeg gøre?”
Lyra fløj tættere på og dryssede en smule glitrende støv over ham. Pludselig følte Otto sig let som en fjer, og inden han nåede at spørge, løftede han sig fra sengen!
De fløj ud af vinduet og op i nattehimlen. Vinden kildede Ottos kinder, mens de svævede mellem stjernerne. “Vi skal finde Den Glemte Stjerne,” forklarede Lyra. “Den er faldet ned et sted på jorden, og uden den vil nattehimlen ikke skinne så smukt.”
Otto nikkede og spejdede ned over skovene og markerne. Pludselig så han et gyldent lys blinke mellem træerne. “Der!” råbte han.
De landede blidt på en skoveng, hvor en lille stjerne lå og glimtede svagt. Otto samlede den forsigtigt op. “Hvad gør vi nu?”
“Hold den op mod himlen,” sagde Lyra.
Otto løftede stjernen, og med ét susede den opad, indtil den fandt sin plads mellem de andre stjerner. Hele himlen lyste klarere end før.
Lyra smilede. “Du har reddet natten, Otto.”
I samme øjeblik følte Otto sig tung i kroppen. Han svævede langsomt ned mod sin seng, og før han vidste af det, lå han under dynen igen.
Var det en drøm?
Han kiggede ud ad vinduet. Stjernerne blinkede ekstra klart. Og lige dér – i hjørnet af vindueskarmen – lå et lille glimt af stjernestøv.
