Der var engang et ungt par, der længtes efter et barn. De boede i et lille hus ved siden af en mægtig have, der tilhørte en ond heks. Haven var fyldt med de mest vidunderlige blomster, urter og grøntsager, men ingen turde nærme sig den på grund af heksens frygtindgydende ry.
En dag blev kvinden gravid, og hun fik en voldsom trang til en særlig plante kaldet rapunzel, som voksede i heksens have. Hendes mand blev så bekymret for hendes helbred, at han besluttede at stjæle noget af planten. Under dække af natten sneg han sig ind i haven og plukkede en håndfuld rapunzel. Hans kone spiste den med glæde, men hendes trang blev kun stærkere. Manden sneg sig igen ind i haven, men denne gang blev han fanget af heksen.
”Hvordan vover du at stjæle fra min have!” råbte heksen. Han faldt på knæ og bad om tilgivelse. Heksen gav ham en uhyggelig betingelse: ”Du må tage alt det rapunzel, du vil, men når barnet bliver født, skal du give det til mig.” Ude af stand til at sige nej gik han modvilligt med til aftalen.
Da barnet blev født, kom heksen og tog den lille pige. Hun kaldte hende Rapunzel og tog hende med til et højt, afsidesliggende tårn uden trapper eller dør – kun et lille vindue i toppen. Da Rapunzel voksede op, blev hendes gyldne hår langt og stærkt. Heksen brugte håret som en stige for at klatre op til hende og råbte:
“Rapunzel, Rapunzel, lad dit hår falde ned!”
Rapunzel tilbragte sine dage med at synge, væve og drømme om verden udenfor. Hendes stemme var så smuk, at den tiltrak skovens fugle og andre dyr, som samledes ved tårnet for at lytte. Men hun vidste intet om verden udenfor og var altid under heksens overvågning.
En dag red en ung prins gennem skoven og hørte Rapunzels sang. Fortryllet af hendes stemme fulgte han lyden, indtil han fandt tårnet. Han skjulte sig bag nogle træer og så, hvordan heksen klatrede op ved hjælp af Rapunzels hår. Da heksen var væk, råbte prinsen:
“Rapunzel, Rapunzel, lad dit hår falde ned!”
Rapunzel, der aldrig havde hørt en anden stemme end heksens, blev forskrækket, men nysgerrig. Hun lod sit hår falde, og prinsen klatrede op. De talte længe, og prinsen fortalte hende om verden udenfor – om skove, floder og slotte. Rapunzel blev betaget af hans historier, og snart blev de forelskede.
Prinsen besøgte hende i hemmelighed hver nat. De planlagde at flygte sammen. Han lovede at bringe et stykke silke hver gang, så Rapunzel kunne væve en stige. Men en dag bemærkede heksen, at Rapunzel opførte sig anderledes – hun var glad og sang mere end normalt. Mistænksom begyndte hun at udspionere hende.
Da heksen opdagede prinsen, blev hun rasende. Hun klippede Rapunzels hår af og sendte hende væk til en øde ørken, hvor hun skulle leve alene. Da prinsen kom til tårnet den næste nat, lod heksen det klippede hår falde ned. Da han nåede toppen, stod heksen klar og skubbede ham væk. Prinsen faldt og landede i tornebuske, der stak hans øjne ud, så han blev blind.
Prinsen vandrede blind gennem skoven i mange år og søgte efter Rapunzel. Samtidig levede hun et ensomt liv i ørkenen, hvor hun fødte tvillinger – en dreng og en pige – som prinsens børn. En dag, mens prinsen gik gennem ørkenen, hørte han en velkendt sang. Han fulgte lyden og fandt Rapunzel. Da hun så ham, løb hun mod ham og græd af glæde.
Hendes tårer faldt på hans øjne, og som ved et mirakel fik han sit syn igen. Familien vendte tilbage til prinsens kongerige, hvor de levede lykkeligt til deres dages ende. Rapunzel var endelig fri, og hun og prinsen byggede et liv fyldt med kærlighed og eventyr.
Og sådan endte Rapunzels historie – ikke som en pige fanget i et tårn, men som en fri kvinde, der fandt lykken i verden udenfor.
