Der var engang en sød, lille pige, som alle elskede, men ingen elskede hende mere end hendes bedstemor. Bedstemoren havde engang syet en rød kappe med en hætte til hende, og fordi pigen altid havde den på, blev hun kaldt Rødhætte.
En dag sagde Rødhættes mor til hende:
“Bedstemor er syg og ligger i sengen. Tag denne kurv med brød og honning til hende, men vær forsigtig. Gå lige gennem skoven og lad være med at tale med fremmede.”
Rødhætte nikkede og tog kurven. Hun var altid glad for at besøge sin bedstemor, der boede i et lille hus dybt inde i skoven.
Da Rødhætte gik gennem skoven, nød hun blomsterne og fuglenes sang. Pludselig dukkede en stor, grå ulv op. Han så venligt ud, men hans øjne afslørede en snedig plan.
“Godmorgen, lille pige,” sagde ulven. “Hvor skal du hen?”
“Jeg skal besøge min bedstemor,” svarede Rødhætte. “Hun er syg, og jeg har mad med til hende.”
“Det lyder dejligt,” sagde ulven og lod, som om han var venlig. “Hvor bor din bedstemor?”
“I det lille hus i skoven, under de tre store egetræer,” svarede Rødhætte uden at tænke sig om.
Ulven smilede skælmsk. “Hvorfor plukker du ikke nogle blomster til hende? Det ville gøre hende glad.”
Rødhætte syntes, det var en god idé, og mens hun plukkede blomster, løb ulven hurtigt af sted mod bedstemoderens hus.
Ulven bankede på døren til bedstemoderens hus.
“Hvem der?” spurgte bedstemor.
“Det er mig, Rødhætte,” sagde ulven med en lys stemme.
“Kom ind,” svarede bedstemor. Ulven åbnede døren, sprang på bedstemor og slugte hende hel. Derefter tog han hendes natkjole på, satte sig i sengen og trak tæppet op til næsen.
Kort tid efter kom Rødhætte til huset. Hun bankede på døren.
“Hvem der?” spurgte ulven og forsøgte at lyde som bedstemor.
“Det er mig, Rødhætte,” svarede hun.
“Kom ind, min pige,” sagde ulven.
Rødhætte gik ind og så på sin “bedstemor”, men noget virkede anderledes.
“Bedstemor, hvorfor har du så store ører?” spurgte hun.
“Så jeg bedre kan høre dig, min skat,” svarede ulven.
“Bedstemor, hvorfor har du så store øjne?”
“Så jeg bedre kan se dig, min skat.”
“Bedstemor, hvorfor har du sådan nogle store tænder?”
“Så jeg bedre kan ÆDE dig!” råbte ulven og sprang på Rødhætte.
Rødhætte skreg, og i det samme gik døren op. En skovhugger, der havde hørt lydene, kom styrtende ind. Han slog ulven omkuld med sin økse og skar hans mave op. Ud sprang bedstemoren, uskadt men rystet.
De tre satte sig ned og pustede ud. Rødhætte lovede aldrig igen at tale med fremmede eller forlade stien. Skovhuggeren fyldte ulvens mave med sten, så da han vågnede og prøvede at flygte, kunne han ikke bevæge sig og faldt om.
Rødhætte, bedstemor og skovhuggeren nød den mad, Rødhætte havde bragt, og hun gik hjem med en vigtig lærdom: Man skal være forsigtig, når man møder fremmede.
Fra den dag af var Rødhætte meget klogere og fulgte altid sin mors råd.
Læs flere eventyr.
