I en lille landsby, hvor huse var stråtækte og natten duftede af lavendel og regn, boede pigen Saga. Hver aften lagde hun sig til at sove med ét ønske i hjertet: at få en drøm, hun aldrig ville glemme.
Men drømmene kom ikke. Nætterne føltes tomme, som om hendes tanker ikke kunne finde vej ind i søvnen.
En aften, da månen lyste som en blid lommelygte over haven, hørte Saga en sagte puslen ved vinduet. En gammel dame med en kåbe lavet af bark og mos rakte hende en lille stofpose.
”Et drømmefrø,” hviskede hun. ”Plant det under din pude og sov med hjertet åbent.”
Saga gjorde som hun sagde. Hun lagde sig til rette og kunne mærke noget varmt og levende under hovedet – som om frøet bankede i takt med hendes eget hjerte.
Så begyndte drømmen.
Hun fløj på ryggen af en kolibri over en have, hvor blomsterne hviskede historier, og regndråber hang i luften som glasperler. En enhjørning læste digte højt, og en gammel skildpadde lærte hende at spille harpe af stjernelys.
Da hun vågnede, havde hun stadig følelsen af harpemusik i ørerne og glimmer på fingerspidserne.
Under puden lå frøet – nu forvandlet til en lille, glinsende sten.
Fra den dag af kom drømmene hver nat. Ikke de samme, men lige så levende. Saga havde plantet sin første drøm, og nu groede en ny verden hver gang, hun lukkede øjnene.
