Sille Snegl boede i en lille lavendelbusk tæt ved engen. Hun var en glad lille snegl med fine striber på huset og det roligste sind, man kunne forestille sig.
Men én ting plagede hende lidt.
Hun var langsom.
Ikke bare lidt langsom. Nej, sådan virkelig “det-tager-en-hel-formiddag-at-nå-over-en-græsstrå”-langsom.
Hver gang der var skovløb eller bladdans, kom hun sidst. De andre dyr trøstede hende, men Sille ville så gerne bare én gang være først. Bare én gang være den, der susede forbi og fik vinden til at hviske hendes navn.
Så da hun en dag fandt en lille flaske med et skilt på, hvor der stod: “For fart – bare én dråbe”, tøvede hun kun lidt, før hun smurte den på sneglefoden.
Og så… susede hun af sted!
Sille fløj hen over engen. Forbi mariehøner og myrer og måbende frøer. Hendes sneglehus klirrede, og hun lo højt. Det var vidunderligt!
Men snart blev det for hurtigt.
Hun kunne ikke nå at se blomsterne. Hun missede sine yndlingssten. Hendes ven, græshoppen Georg, vinkede, men hun fór bare forbi. Alt, hun plejede at elske, fløj væk som billeder i en vind.
Sille blev stille. Og stoppede op.
Hun vendte flasken og læste på bagsiden:
“Farten forsvinder ved det første hvil.”
Så hun lagde sig ned i en solseng lavet af et mælkebøtteblad… og ventede.
Og ventede.
Og da hun næste morgen vågnede, var alt som før. Langsomt. Roligt. Hun krøb hen til Georg og sagde undskyld for ikke at se ham.
“Det gør ikke noget,” sagde han. “Jeg kan bedst lide dig, når du er dig.”
Sille smilede. Hun var stadig langsom. Men hun nåede blomsterne. Og vennerne. Og hvert eneste lille eventyr på vejen.
Og det var måske slet ikke så dumt endda.
