Sofie elskede at få post. Hun havde en lille blå postkasse ude ved stakittet og tjekkede den hver dag – selvom hun aldrig fik breve.
”Det er jo kun voksne, der får post,” sagde hendes storebror.
Men Sofie gav ikke op. En aften, da hun havde lagt sig under dynen og vinden peb blidt udenfor, hørte hun en skrabe-krads-lyd fra vindueskarmen.
Dér sad en lille, grøn snegl med hat og rygsæk. Den bar på en kuvert, der glimtede i mørket.
”Sneglepost til Sofie,” sagde den og pustede på kuverten, så den åbnede sig med et puf.
Inde i brevet stod:
“Kære Sofie, tak fordi du tror på post og på det stille. Du er hermed inviteret til Sneglepostens hovedkvarter.”
Snegleposten førte hende ud af vinduet, langs måneoplyste hækkestier og gennem brevsprækkers hemmelige tunneler.
Hovedkvarteret var et kæmpe bibliotek under jorden. Her blev drømme, hemmelige beskeder og ønsker sendt ud – langs sneglestier, der forbandt hele verden.
”Vi leverer det, der ikke kan siges højt,” sagde den gamle post-snegl.
Sofie fik lov at skrive sit eget brev. Hun skrev:
“Til den der har glemt, hvordan det føles at glæde sig.”
Brevet blev lagt i en konvolut lavet af rosenblade og sendt afsted med et smilende slimekys.
Da Sofie vågnede næste morgen, lå der et kort i hendes egen postkasse:
“Dit brev er nået frem. Du har gjort en forskel.”
Hun smilede hele dagen. For nu vidste hun, at selv de mindste breve – og de mindste snegle – kunne gøre noget stort.
