Ella elskede at gøre rent. Hun havde sin egen lille kost og en støvklud med glimmer på, som hun kaldte “tryllestøveren”.
Men der var ét sted, hun aldrig kunne få rent – under sengen. Hver gang hun stak hånden ind, føltes det som om støvet puffede tilbage.
En aften, da hun endnu engang lå på knæ og forsøgte at få bugt med nullermændene, nøs hun så voldsomt, at et lille fnug blev blæst ud og landede midt på gulvet.
Men det var ikke et almindeligt støvfnug. Det havde øjne. Og arme. Og det sagde:
“Undskyld… men det er faktisk mig, der bor her.”
Ella gispede.
“Jeg hedder Bobbel, og jeg er et støvfnugvæsen. Jeg gemmer på glemte drømme og tabte tanker – det er derfor, her er så rodet.”
“Men… jeg troede bare, det var beskidt.”
“Det er det også,” sagde Bobbel og smilede. “Men kun, hvis man ikke ved, hvad støv egentlig gemmer på.”
Han rakte hende et lille stjernestøvskorn.
“Her – det er fra den drøm, du glemte i tirsdags. Du drømte om at ride på en gulerodshest.”
Ella lo. Hun kunne godt huske det nu.
Bobbel viste hende resten af sit støvslot under sengen – med hylder af ubrugte idéer, glemte grin og usagte godnathilsner.
“Du må gerne rydde op,” sagde han. “Men vær forsigtig – der er skatte hernede.”
Ella nikkede. Og hver aften derefter tørrede hun støvet op med et smil, for nu vidste hun, at selv støv kan være fuld af magi.
