Felix var en dreng med det største smil og den vildeste fantasi. Han kunne bygge slotte af puder, lave sejlbåde af papkasser og flyve til månen på sin gyngehest. Men der var én ting, han ønskede sig mere end noget andet – en rigtig ven at dele sine eventyr med.
En aften, mens han lå i sin seng og kiggede på skyggerne fra natlampen, hørte han en svag lyd.
“Pssst… Felix!”
Han satte sig op og kiggede rundt i værelset. “Hvem sagde det?”
“Mig! Jeg er lige her!”
Felix kneb øjnene sammen, men han kunne ikke se nogen.
“Jeg kan ikke se dig?” sagde han forvirret.
“Det er fordi, jeg er usynlig,” fnisede stemmen. “Men det betyder ikke, at jeg ikke findes!”
Felix mærkede en lille prikken på skulderen, som om nogen puffede til ham.
“Hvem er du?” spurgte han nysgerrigt.
“Jeg er din usynlige ven, og jeg har ventet længe på at lege med dig!”
Felix lo. “Kan du virkelig lege?”
“Selvfølgelig! Luk øjnene og forestil dig en kæmpe luftballon, der kan tage os med på eventyr!”
Felix lukkede øjnene og forestillede sig en stor, rød luftballon, der svævede op mod himlen. Da han åbnede dem igen, mærkede han, hvordan sengen gyngede let – som om han virkelig var ombord på en ballon!
Sammen fløj de over skyerne, susede gennem en regnbue og vinkede til stjernerne. Felix grinede og råbte:
“Det her er det bedste eventyr nogensinde!”
Da de landede igen, var Felix træt, men lykkelig.
“Vil du være her igen i morgen?” spurgte han.
“Jeg er her altid,” sagde den usynlige ven. “Så længe du tror på mig.”
Felix puttede sig under dynen og smilede. Han vidste, at han aldrig ville være alene igen – for de bedste venner er ikke altid dem, man kan se, men dem, man kan mærke i hjertet.
