Theo havde ét tæppe, han altid sov med – det var blåt med gule prikker og så slidt, at det nærmest var gennemsigtigt i midten.
“Du burde få et nyt,” sagde hans far.
Men Theo rystede på hovedet. “Det her tæppe er specielt.”
Og det var det også. Hver nat, når lyset blev slukket og stjernerne blinkede gennem gardinsprækken, begyndte tæppet at mumle.
“Tid til at folde verden ud,” sagde det, og så rullede det sig ud over væggen som en film.
På tæppet viste der sig landskaber, der ikke fandtes på kort:
– En skov, hvor bladene kunne synge.
– Et bjerg, lavet af gelé.
– En ø, der flød på mælk.
Theo kravlede ind i tæppet, og straks var han med – ikke som tilskuer, men som opdagelsesrejsende.
Han red på en blå kanin gennem sukkerregn. Han spiste varm kakao direkte fra floder. Han fandt en by, hvor folk talte i rim og dansede i søvne.
Men hver gang han forsøgte at blive der, sagde tæppet:
“Kun én historie pr. nat, Theo.”
Og så rullede det ham blidt tilbage i sengen.
En morgen vågnede han med lidt kakao i mundvigen og en sukkerkrystal i hånden.
Han gemte krystallen under puden og smilede. I aften ville tæppet igen folde verden ud.
